Grouse Mountain
Brug et par dage i Vancouver, inden du sætter nøglen i bilen eller autocamperen. Vancouvers nok mest populære attraktion er Grouse Mountain. Tag gondolen op og oplev den utrolige udsigt over byen. På toppen af bjerget er der skovhuggershow, brunbjørne (i indhegning!) og en biograf, der meget passende hedder Theatre in the Sky.
Stanley Park
Lej en cykel og kør på den tohjulede gennem Stanley Park i downtown Vancouver. Den smukke, historiske park er et must see, når du er i byen. Cykler kan du leje for et ganske lille beløb forskellige steder i parken.
Hvalsafari
Vancouver byder også på hvalsafari. Du kan både se pukkelhvaler, spækhuggere, gråhvaler og vågehvaler på de arrangerede ture. Tættere kommer du næppe på havets enorme kæmper.
Whistler
To timers kørsel nord for Vancouver ligger Whistler. Byen er primært kendt for skigrotter, riverrafting, ziplining, bungee jumping, skiløb og snowboard. Så hvis det er aktivitet og spænding du leder efter, sætter du kursen mod Whistler.
Kamloops
Bjergbyen Kamloops ligger i det sydlige British Columbia. Her er kvægranches, cowboys og fantastiske naturoplevelser. Omgivet af tindrende bjerge og dybe søer kan du begive dig ud i det canadiske højland og prøve kræfter med blandt andet fluefiskeri. Måske støder du på en vaskeægte cowboy eller to. Kamloops er Canadas svar på the wild wild West.
Mount Revelstoke National Park og Banff
Mount Revelstoke National Park er et af de få steder i British Columbia, hvor det er muligt at køre i egen bil helt til toppen af bjerget. Fra Revelstoke er det oplagt at køre videre mod Banff by, der også er et velkendt skiresort. Hovedgaden i Banff er ganske populær, og byder på en lang række butikker og besøgsværdige spisesteder. Byen ligger i en dal, omgivet af Mount Rundle, Sulphur Mountain og Cascade Mountains.
Icefield Skywalk
Kør strækningen langs Icefields Parkway - en 232 km lang og meget malerisk tur, der snor sig mellem bjerge med gletsjere, floder, vandfald og søer. Parkér bilen når du når til glasbroen Icefield Skywalk. En platform med glasgulv, der rækker 30 meter ud over Sunwapta Canyon. Udsigten herfra er fantastisk, og under dig har du hele 280 meter.
Canadiske Rocky Mountains
Det tager sådan cirka 10 timer at køre fra Vancouver til den canadiske del af Rocky Mountains. Det lyder måske af meget, men det er uden tvivl turen værd. Ved foden af majestætiske Rocky Mountains finder du den ene turkisblå sø efter den anden, fantastiske vandfald og et rigt dyreliv af bl.a. bjørne og elge. Synet af Rocky Mountains glemmer man aldrig og er et perfekt punktum, hvis turen går til mageløse Canada.
Flere spændende rejseartikler
San Fran’s lange sommer
Lange somre, stejle bakker og en kulturel og politisk identitet som få. San Francisco er helt sin egen, og her er tre ting du bør opleve på din tur til den amerikanske vestkyst.
Inspirerende Boston
Boston er den største by i hele New England-området og med forstæder plus det løse, så bor der 4,5 millioner mennesker. Heraf 600.000 i selve ’centrum’.
10 ukendte hit, der gør din newyorker-ferie federe
Uanset som du har været i byen fem gange før, eller det er første gang, du tager en bid af New York, så vil du elske at opgradere din to do-liste med disse 10 oplevelser.