logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Reykjavik er en lille, men fascinerende storby

Af Søren Sorgenfri

Reykjavik er måske ikke verdens største hovedstad, men man skal lede længere efter en storby med samme udbud af aktiviteter, gastronomisk scene og diversitet. Der er noget for enhver smag, overbevisning og livsstil hos de rummelige og imødekommende islændinge. Det er i sig selv en storslået oplevelse bare at gå tur i smukke Reykjavik med lidt over 100.000 indbyggere. En lille, men forførende storby med en stærk og unik sjæl og charme.

Kast med økser

Vikingerne spillede ikke minigolf, men konkurrerede på øksekast. Så tag tilbage i tiden og slå din indre viking løs med øksekast – efter målskive naturligvis – hos Berserkir indendørs øksekast.

 

En perle af et museum

Perlan museet har vundet internationale priser og sandt at sige, så er der langt fra Perlan til mere klassiske museer med malerier på vægge. Perlan har en 100 meter lang indendørs isgrotte, fuglefjeld, kig på Atlanterhavets dybder og mysterier samt oplev styrken af de islandske vulkaners utæmmelige kræfter.

Perlan hedder sådan takket være taget, der er perleformet med et 360 graders kig til omgivelserne – naturen og havet. Cafeen sælger i øvrigt hjemmelavet is.

 

Slip ungerne løs

Der kommer et tidspunkt på de fleste ferier, hvor børn trænger til at være børn. Besøg Reykjaviks store familiepark og slip familiens yngste løs på den store legeplads samt gå på opdagelse i den tilhørende zoo. Her kan man se rensdyr, sneræve og sæler. I sommerperioden anbefales det, at man medbringer mad til tilberedning på grill – der er nemlig frit tilgængelige elektriske grill. Alternativer er en svømmetur i de geotermiske bade eller trampolinlandet RUSH.

Reykjavik. Foto. Visit Iceland 3

Foto: Visit Iceland

Et spørgsmål om smag

Reykjaviks gastronomiske scene har udviklet sig massivt de seneste år, hvorfor den islandske hovedstad nu tiltrækker turister alene af kulinariske årsager.

Søger man på traditionel islandsk mad, så dukker der typisk forskellige fermenterede retter op. F.eks. fermenteret haj så kræver man sin mave. For det første skal man huske på, at fermentering af forskellige fødevarer har tjent til opbevaring af mad til hele året ikke mindst de lange og hårde vintermåneder samt giver fermenteringens bakteriemæssige fordele. Men det moderne islandske køkken er naturligvis ikke stillestående vand, hvorfor byen bugner med gode spisesteder med fokus på blandt andet det berømte islandske lam samt lækkerier fra havet.

Som:

Fiskmarkadurinn – Fiskemarkedet. Restaurant med alt det gode fra havet omkring Island.

Apotek – Denne restaurant har hjemme i en 160 år gammel bygning, der var Reykjaviks første apotek. Deraf navnet. Godt sted til at prøve islandske specialiteter.

Cafe Loki – Røget islandsk laks på rugbrød er et hit her samt mange andre fiskespecialiteter.

Det skal tilsmages, undskyld – tilføjes – at for veganerne har Reykjavik også en stærk gastro-scene.

Reykjavik. Foto. Visit Iceland 2

Foto: Visit Iceland