logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Lesbos-Mytilini: Kært feriebarn - mange navne

Af Judith Betak

Den tredjestørste af de græske øer har alt, hvad man kan forlange af en græsk ø-ferie - og lidt til. Nogle af øens beboere mener imidlertid, at dens navn sender et forkert signal, og kalder øen for hovedstadens navn i stedet, hvilket en del rejsearrangører følger - men den hedder Lesbos.

Lesbos, eller Lesvos, som øens navn også ind imellem oversættes til fra det græske alfabet, optræder ofte under dæknavnet, Mytilini (for nemheds skyld vil ferieøen her i Billund Lufthavns inspirationsguide gå under navnet Lesbos-Mytilini i anerkendelse af, at flere stednavne bruges om destinationen, red.).

Mytilini er navnet på øens hovedby og lufthavnen, der ligger i nærheden. Måske er Mytilini på den måde kommet ind i rejsesammenhæng. Men faktisk kalder mange af øens egne beboere selv øen for Mytilini. Måske fordi de har ment, at der var behov for et andet image?

I hvert fald var der for år tilbage en del lokal utilfredshed med dele af turismen. I den græske oldtid levede en af datidens mest kendte kvindelige digtere på øen. Sapfo hed hun og huskes i eftertiden mest for sine digte, der handler om kærlighed til kvinder. Øen Lesbos har derfor lagt navn til lesbisk kærlighed, hvilket har gjort den interessant for mange lesbiske turister. Især Eressos der var Sapfos fødeby.

Da holdningen til dette med årene var mildnet, fik øen et andet image-problem.

Med sin placering under ti kilometer fra det tyrkiske fastland blev øen i 2015 mål for en voldsom flygtningestrøm, som man i begyndelsen slet ikke kunne håndtere. Kaotiske billeder fra Lesbos gik verden rundt, og det havde en dramatisk negativ virkning på turismen - Mytilini navnet kunne gøre gavn igen.

Det er imidlertid år siden, og der er etableret et flygtningecenter på øen. Nu er det tid til at kalde Lesbos for Lesbos.

Der Er Servering Med Fotogen Udsigt Til Havn Og Strand Ved Molivos. Foto. Freesurf69 Dreamstime.Com

Der er servering med fotogen udsigt til havn og strand ved Molivos.

Foto: Freesurf69 Dreamstime.com

Olympen på Lesbos

Øen er Grækenlands tredje største. Dens areal svarer til knap Lolland og Falster tilsammen, og fra dens ”ryg” – nordkysten mod sydøst - strækker sig en mindre og to store halvøer mod syd og vest.

Mytilini-halvøen længst mod øst er den mindste. Her ligger lufthavnen otte kilometer syd for hoved- og havnebyen, der som nævnt hedder Mytilini. Andre oversættelsesvarianter er Mytilene og Mitilini.

Havnen i Mytilini er laguneformet, og her skinner morgensolen på de farvede byhuse, kirker og palæer, som breder sig dekorativt op ad skråningerne bag byen, og kaster skygger på Agios Therapon-kirkens imponerende kuppel fra 1500-tallet og den dominerende middelalderborg. Langs havnepromenaden, hvor der er liv og leben, er tavernaer i række, og fra havnen fører Ermou-gaden, den førende forretningsgade, op i byen. Der bor omkring 30.000 i byen, og de siger selv: Mytilini er ikke en by, det er en storby.

Vest for Mytilini-halvøen er Geras-bugten og den store centrale halvø, hvor Olympus-bjerget rager op, dog knap så meget som den næsten tre kilometer høje Olympen på det græske fastland.

Olympen på Lesbos er 967 meter over havet og det næsthøjeste punkt på øen slået med en enkelt meter af Lepetymnos-bjerget på nordkysten. Der er afmærkede vandreruter til toppen. Olympus kaldes et biologisk paradis. Her er registreret mere end 1.400 plantearter.

Den dybe Kalloni-bugt adskiller den to store halvøer, den centrale og den vestlige, hvor man blandt andet finder omtalte Erresos og middelalderbyen Molivos.

Solen Går Ned Over Endnu En Skøn Feriedag På Lesbos Mytilini Og Øens Mange Strande. Foto. Gremoni Dreamstime.Com

Solen går ned over endnu en skøn feriedag på Lesbos-Mytilini og øens mange strande.

Foto: Gremoni Dreamstime.com

Strand, spa og ouzo

Lesbos’ indre er bjergrigt med skove, oliventræer og marker. Øens vigtigste erhverv er fortsat landbrug og fiskeri, og det giver den et mere hverdagsgræsk præg, end der er på andre øer, hvor turismen er hovederhverv.

Med de dybe bugter har øen ekstra lang kystlinje, og hele vejen rundt er der drysset små badebugter, strande med hoteller, hyggelige fiskerbyer, hvor nogle er præget mere af turisme end andre, og større byer.

Man kan næsten finde en strand til ethvert behov. I bunden af Kalloni-bugten ligger den lille fiskerby Skala Kallonis og længst inde i bugten en strand og en håndfuld hoteller godt beskyttet mod vind og vejr. Det er med stille vand og blødt sand et af de mest børnevenlige rejsemål på øen. Skala Kallonis er i øvrigt kendt for sin sardinfangst og restauranter, som naturligvis har grillede sardiner på menukortet. Kallonis-bugten har i øvrigt også et rigt fugleliv.

Naturlig spa kan man opleve på Eftalou-stranden på nordkysten 3-4 kilometer fra Molivos. Her ligger et badehus fra 1800-tallet med kuppel, som lader sollyset ind, og her kan man bade i det 37 grader varme mineralrige kildevand med afvekslende ”kolde” dyp i havet.

Øens måske bedste strand er Anaxos med de hyggelige tavernaer på nordkysten. Den ligger nær byen Petra, der også har en fin strand og en kirke på toppen af en klippe.

Den lange Agios Isidoros-strand på Mytilini-halvøen ligger ikke langt fra byen Plomari, som er ouzo'ens højborg. Der er fem destillerier i byen, og de lokale fastslår, at den bedste ouzo i hele Grækenland fremstilles her.

Mange Turister Falder Bogstavelig Talt For Lesbos Mytilini Og Bliver Gift Her. Foto. Mangojuicy Dreamstime.Com

Mange turister falder bogstavelig talt for Lesbos-Mytilini og bliver gift her.

Foto: Mangojuicy Dreamstime.com

Stenskov og kunst

Øens smukkeste by er Molivos (Molyvos) på nordkysten. Den breder sig fra den romantiske havn op ad bjerget bag, hvor man slentrer på trapper og stejle brostenbelagte gader mellem charmerende stenhuse, sjove forretninger, barer og restauranter til toppen med en byzantinsk borg. Den er bygget, hvor oldtidsbyen Mithimna engang lå, og udsigten heroppefra er betagende, og et romantisk sted at se solen gå ned.

I havneområdet finder man et af Lesbos’ nattelivs must-go steder: Molly's Bar - kendt for både afslappet og festlig stemning og for gode cocktails.

Der er smukke vandreruter på øen, og på øens vestlige del er en af de største seværdigheder: Den forstenede skov. Skoven blev begravet i vulkansk aske for 20 millioner år siden. Nu er asken væk, og forstenede træstammer og rødder rager op i landskabet. Et sælsomt syn. Museet i Sigri fortæller historien om det geologiske særsyn. Sigri ligger i øvrigt ikke langt fra Eressou og havnebyen med strand og tavernaer, Skala Eressou.

En anden overraskende oplevelse er Tériade-museet i Varia nogle kilometer syd for Mytilini. Museet er også bibliotek for Stratis Eleftheriadis (Tériade var hans pseudonym), som var født på Lesbos, men bosat i Paris i det meste at sit liv, hvor han var kunstkritiker og udgiver.

På museet er hans udgivelser udstillet, blandt andet det kendte kunstmagasin, ”Verve”, som han udgav i Paris i årene 1937 til 1960 med tidens store kunstneres værker i dialog med kendte forfatteres tekster, blandt andre Hemingway og James Joyce. Første nummer havde et Henri Matisse-værk på forsiden, ligesom kunstnere som Picasso, René Daumal og Marc Chagall har lavet værker til Verve.