Valletta
Vi begynder i hovedbyen Valletta. Den rummer en rig arv af historiske bygninger, ikke mindst fra tiden som britisk koloni.
Valletta er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste fyldt med storslåede bygninger og historiske steder. Du kan besøge St. John’s Katedral, som er berømt for sin fantastiske barokke indretning og Caravaggios malerier, samt Stormesterens Palads og Upper Barrakka Gardens, der tilbyder en spektakulær udsigt over Grand Harbour – den store havn. Vallettas havn er nemlig et stykke historie i sig selv og var under 2. verdenskrig scene for dramatiske luftkampe mellem øens flystyrker og aksemagternes bombetogter. Man tror det næppe i dag, men det var et af de mest bombede steder i hele Europa.
Den Blå Lagune
Så videre til mere fredelige omgivelser og den blå lagune på den lille ø Comino, som er et af de mest ikoniske steder på Malta. Det krystalklare vand og de hvide sandstrande gør det til et perfekt sted for svømning, snorkling og dykning. Det er en smuk naturperle, der kun er tilgængelig med båd, men det er hele sejladsen værd.
Byen Melliha er en af Maltas mest populære feriebyer.
Stilhedens by
Maltas gamle hovedstad Mdina, er et charmerende sted at udforske med sine smalle gader og velbevarede middelalderbygninger. Der bor blot 300 mennesker indenfor bymurene, men de har måske valgt det rigtige sted at bo på den livlige ø. Byen kaldes "The Silent City" på grund af sin rolige atmosfære. Besøg St. Paul’s Katedral, gå gennem de smukke paladser og nyd den fantastiske udsigt over øen fra byens mure. Mdina er i dag en del af den noget større by Rabat, som pudsigt nok betyder forstad. Men lillebror er blevet den store.
Den store havn
Maltas store havn, der bare hedder Grand Harbor, er mere end tre kilometer i længden. Denne imponerende havn er den primære årsag til, at Malta har spillet en stor rolle i Middelhavets historie.
Langs naturhavnen er skudt en blanding af byer og bydele op kendt som The Three Cities - Vittoriosa, Senglea og Cospicua. De tre byer, som ligger langs Grand Harbours kant, tilbyder et spændende indblik i Maltas maritime historie. Vittoriosa er den mest historisk betydningsfulde og har mange interessante steder som Fort St. Angelo og Inquisitor’s Palace. De tre byer er markant mindre turistede end selve Valletta, hvilket gør dem til et ideelt sted for dem, der ønsker at udforske Maltas historie i ro og mag.
Gå på opdagelse i Valettas snævre fotogene gader.
Historie og badeferie
For de historieinteresserede er Malta lidt af et paradis. Ġgantija-templerne på den lille ø Gozo er nogle af de ældste menneskeskabte strukturer på jorden og stammer fra omkring 3600 f.Kr. Templerne er et vidnesbyrd om den tidlige menneskelige civilisation og er et UNESCO-verdensarvssted.
The Hypogeum of Hal-Saflieni er et underjordisk tempelkompleks i Paola samt et af Maltas mest mystiske og interessante steder. Hypogeumet er mere end 5000 år gammelt og et imponerende arkæologisk fund, og besøgende kan se de udhuggede værelser, der engang blev brugt til ceremonielle formål.
Selvom Malta har meget klippepræget kyst og er kendt for sin historie og kultur, kan du også nyde en afslappende dag ved havet. Nogle af de mest populære strande inkluderer Golden Bay og Mellieħa Bay og Ramla Bay på Gozo.
Flere spændende rejseartikler
City Surprise: Riga har Europas største madmarked
Sådan en by er Riga. Letlands hovedstad blev grundlagt for mere end 800 år siden, og byens gamle bydel er ikke længere et baltisk handelscentrum, men en del af UNESCO’s verdensarv.
Tenerife for feriegæster og naturelskere
Sandstrande, varmt klima og et dramatisk landskab. Det er ikke uden grund, at mange vender tilbage til Tenerife.
Dagen på Cypern begynder i bølgerne
Cypern giver lige dele muligheder for store oplevelser og afslapning.