logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Tag på eventyr i henrivende Helsinki: Her er syv ting, du ikke må misse 

Mumitrolde, kanelsnurrer og hede saunaer. Det er blot nogle af de ting, Finland er kendt for, men hovedstaden Helsinki er meget mere end det. Her får du syv oplevelser serveret, som du ikke må glip af, når du besøger den kolde by mod nord.

Af Sophie Schou Jensen

1. Spektakulært underjordisk kunstmuseum

Operaen, kunstmuseet Kiasma, Musikhuset, kongres- og koncerthuset Finlandiahuset og avishuset Helsingin Sanomat. Kulturinstitutionerne ligger som perler på en snor langs Töölöbugten i Helsinki, og den er blandt andet årsag til, at byen tidligere har fået titlen som verdens designhovedstad.

I 2018 fik byen endnu et arkitektonisk skud på stammen, som i den grad lever op til titlen - nemlig det moderne kunstmuseum Amos Rex, som er bygget under jorden. Det er nogle helt særlige vinduer, som folk kan kravle rundt på, der afslører, at der under asfalten gemmer sig et museum udover det sædvanlige.

Museet er kendt for sin innovative brug af rum og digitale projektioner. Der er stor udskiftning af udstillinger, og René Magritte og Sigurd Frosterus har blandt andet været på plakaten.

Helsinki Er Ikke Bange For Anderledes Arkitektur. Seneste Skud På Stammen Er Kunstmuseet Amos Rex, Der Minder Om Et Månelandskab. Foto. Sanga Park

Amos Rex

Foto: Sanga Park

2. Et bibliotek udover det sædvanlige

I 2018 blev Helsinki beriget med en anden arkitektonisk perle, som også ligger langs Töölöbugten – nemlig centralbiblioteket Oodi. Det lyder måske kedeligt at besøge et bibliotek i sin storbyferie, men det er langt fra kedeligt at se Oodi.

Med kombinationen af smukke og bløde former i træ og glas er biblioteket et smukt syn udenpå, men også indeni. Her er der blot 100.000 bøger på hylderne. Resten af bibliotekets omkring 3,4 millioner bøger er dog tilgængelige online eller via bogrobotter.

Den tre etager høje bygning er en gave fra den finske stat til byens indbyggere i anledningen af 100-året for Finlands selvstændighed. Formålet med bygningen er, at folk kan mødes og hænge ud og ikke nødvendigvis at læse bøger.

Glem Alt Om Dit Lokale Kommunebibliotek. Folk Rejser Til Helsinki Fra Hele Verden For At Se Oodi. Foto. Subodh Agnihotri

Centralbiblioteket Oodi

Foto: Subodh Agnihotri

3. Kolde gys og rygende varme saunaer

Det er en stor del af den finske kultur at tage i sauna, og selve ordet stammer også fra Finland, som på trods af sine 5,5 millioner indbyggere gemmer på mere end 2 millioner saunaer.

Mange af hotellerne i Helsinki har en sauna, men hvis du er på jagt efter en mere social oplevelse, bør du besøge nogle af byens største saunaer. Heriblandt Löyly, som ligger ud til den finske bugt. Her har du rig mulighed for at nappe en kold dukkert i bugten og efterfølgende få varmen i den traditionelle, finske smoke-sauna.

Det er også værd at tage forbi Helsinki Havn, som er hjem til Allas Sea Pool. Havnebassinet består af et stort havnebad med et børnebassin, opvarmet pool, havvandspool, traditionel, finsk sauna og en café.

Der Er Liv Og Lange Glade Sommerdage I Helsinki Havn, Hvor Saunaen Naturligvis Er Tændt. Foto. Makasana Photo.

Löyly

Foto: Makasana Photo

4. Byens vartegn

Den hvide bygning med de grønne kupler og spir af guld er som taget ud af et eventyr. Det er ikke uden grund, at Helsinkis Domkirke er byens vartegn og nok også Finlands mest ikoniske bygning.

På din storbyferie i den kolde by mod nord er det et must at se Domkirken, som troner på byens mest kendte offentlige plads, Senatstorvet, der ligger centralt, og er en del af det gamle Helsinki.

Området er inspireret af stilen i den russiske by Sankt Petersborg, og udover Domkirken er området omgivet af prominente bygninger som Finlands gamle og velholdte Nationale Bibliotek, Helsinki Universitet, Finlands Nationalbank og Regeringspaladset.

Helsinkis Enorme Katedral Er Et Must See. Foto. Sanjiv Kumar

Helsinkis Domkirke

Foto: Sanjiv Kumar

5. Gå på opdagelse på markeder både ude og inde

Hvis du er vild med at tage på markeder, må du ikke snyde dig selv for at tage et smut forbi Old Market Hall, som ligger for enden af torvet ved gaden Esplanadi. Den gamle markedshal åbnede dørene op i 1889, og siden da har markedet huset massevis af boder, som sælger alt fra delikatesser og finske specialiteter til lækre retter. Her kan du eksempelvis slubre finsk suppe i dig for en slik. Det hyggelige, overdækkede marked har åbent mandag til lørdag året rundt. 

Er du mere til et udendørsmarked, bør du gøre et stop ved markedspladsen i hovedstadens centrum. Her er der spækket med boder, som sælger finske lækkerier, lokalt mad, souvenirs og frugt og grønt.

Gør Som Finnerne Og Køb Ind På Helsinkis Markeder. Foto. Alan Max

Old Market Hall

Foto: Alan Max

6. Smag på finske delikatesser og oplev en hyggelig perle

Finland har masser af delikatesser at byde på, som de stolt serverer. Heriblandt Korvaapusti, der er en kæmpestor kanelsnurre, som kan købes på de fleste caféer, og Frazer, der er Finlands svar på Marabou-chokolade. Hele molevitten kan du skylle ned med en longdrink, som er en drink, der indeholder gin og smager af grapefrugt. Finnerne drikker det, som vi danskere drikker øl, og derfor findes deres “Original Longdrink” altid på tap.

Lidt uden for byens centrum gemmer der sig en særlig perle, som du bestemt ikke må misse. Nemlig Café Regatta, som til forveksling ligner et lille, rødt skur. Her kan du sidde udenfor og nyde havudsigten, en kanelsnurrer og en kop te, kaffe eller kakao.

Et Lille Rødt Skur Er En Must Visit Cafe I Helsinki. Foto. Khrystyna Vartanova

Café Regatta

Foto: Khrystyna Vartanova

7. Her skal du shoppe

Drømmer du om at få et Mumi-krus, en Marimekko-kjole eller en tredje slags finsk design med hjem, er der rig mulighed for det.

Byen har flere forskellige shoppingcentre, mens én af de eneste udendørs shoppegader er Aleksanterinkatu. Den ligger parallelt med Esplanadi, hvor alle de dyre butikker ligger.

I nærheden finder du også gaden Fredrikinkatu, som gemmer på alt fra hyggelige caféer og restauranter til specialbutikker med tøj og interiør.

Det tidligere arbejderkvarter, Kallio, er også hjem til hyggelige caféer og trendy butikker. Området er i dag det mest hippe af slagsen i Helsinki, og særligt kunstnere og alternative hænger ud her. Blandt andet ved Bjørneparken, som ligger i hjertet af Kallio.

Det Er Ikke Et Sneglehus, Men Kamppi Shopping Center I Helsinki. Foto. Rogerio Argolo

Kamppi shopping center

Foto: Rogerio Argolo