Det begyndte med en lufthavn - altså ikke livet på de solbeskinnede og ofte lidt forblæste øer 450 kilometer ud fra Senegals kyst - men turismen.

Den begyndte med Sydafrikas nationale flyselskab, som i 1970, dengang det var stadig nødvendigt at mellemlande på ruten til Europa, manglede et politisk stabilt sted at gøre det. Valget faldt på Kap Verde-øerne og den lidt ørkenprægede sandede, men flade Sal, hvor det var lettest at udvide den lille lufthavn med baner, der kunne klare de store langdistance-fly. Man havde også behov for et sted, hvor besætningen kunne ”ligge over” - og øens første hotel blev bygget i hovedbyen Espargos. Hotellet havde seks værelser - og resten er historie, som man siger. Nu er turismen på vej til at blive landets førende erhverv, og især efter årtusindskiftet er der udbygget på øens sydspids.

Det var portugiserne, der først kom til de da ubeboede øer ude i Atlanten ud for Afrikas vestkyst. Det var i 1460, hvor man slog sig ned på den største af øerne, São Tiago, hvor hovedstaden Praia nu ligger, men det var først da slavehandlen tog fart, og øerne blev centrum for det profitable erhverv, at koloniseringen bredte sig. Herfra udgik de forskellige ”eksportruter” og økonomien på øerne blomstrede. Det fik dog en ende, da Portugal senere tillod slavehandel direkte fra Guineas kyst. Slaveskibene sejlede forbi Kap Verde-øerne, og en lang nedtur - godt hjulpet på vej af tankeløse dyrkningsmetoder og ændringer i klimaet, som har gjort øerne under tropesolen mere og mere tørre, golde og ørkenagtige - begyndte.

Men så landede South African Airways, og nellikerevolutionen i Portugal gav anledning til, at øerne blev selvstændige, og den stigende turisme har vendt kurven.

Kap Verde består af en snes vulkanske øer, hvor ni af dem er beboet. De omtales som de sydlige, som São Tiago er en af, og de nordlige, hvor de vestlige af dem er grønne, da her trækker tågeskyer og dermed nedbør ind med vindene fra vest.

Den vestligste af de nordlige er landets næststørste ø, Santo Antão. Her er landbrug og stille hverdag, men man vil også gerne vil have del i turismen og lokker med vandring i grønne omgivelser, dykning, klatring og canyoing i udtørrede floder.

Santo Antão’s naboø mod syd, São Vicente, er mindre men mere livlig. Hovedbyen Mindelo kaldes landets kunstneriske centrum, og musikere og sangere har haft tradition for at holde til her, hvilket har smittet af på øens forlystelsesliv. Det er for eksempel her, den såkaldte barfodssangerinde Cesária Évora, som døde i 2011, opvoksede. Hun var på flere turneer i Danmark med den typiske Kap Verde-musik, der er inspireret af kreolske sange tilsat en snert fado.

Det er på de østlige af de nordlige øer, at de fleste turister er. På Sal, hvor den store lufthavn er, og på den langt større, men mindre beboede og stille Boa Vista lige syd for.

Begge øer har rigtig gode sandstrande og gode forhold for sejlsport - især kite-surfing er populært. Der er adskillige firmaer, der tilbyder kurser.

Første hotel på Sal blev som nævnt bygget i hovedbyen Espargos, men den videre turismeudvikling er stort set gået den forbi. Her leves de lokales liv, og her er stille. Måske lige med undtagelse af sommermånederne, hvor de mange emigrerede ”kapverdere” kommer hjem på ferie og familiebesøg og sætter liv i gaden.

De fleste hoteller og turister er på øens sydspids omkring byen Santa Maria. Her er lange sandstrande, som minder om vores Vesterhav med klitter og ofte er lige så forblæst, men med en vandtemperatur, der er noget mere fremkommelig: 25 grader om sommeren og på den rigtige side af 20 om vinteren. Moderne strandbarer har også fundet vej.

I Santa Maria er der butikker, caféer, restauranter og barer, og noget af charmen fra dengang, den bare var en lille fiskerby, er der stadig. Her bor ikke kun turister, og midt på stranden er der for eksempel bygget en træpier ud i havet, hvor fiskerbådene kommer ind med deres fangst. Her sidder familien og renser dagens fangst, mens børnene leger omkring benene på dem, og her er en herlig stemning.

Seværdigheder skal man ikke vente mange af på Sal. Men man bør besøge den lille hyggelige by Palmeira med de farvestrålende huse og vægmalerier på vestkysten, og opleve saltanlægget, hvor havvand indtørres, ved den lille by Pedra Lume på den nordlige del af vestkysten. Sal har fået sit navn netop efter den historiske saltudvinding. Desuden er der luftspejlingerne. Sidstnævnte kan opleves nogle kilometer nord for Espargos i et helt fladt ørkenlandskab, hvor ørkenen pludselig ligner et hav. Der arrangerede udflugter til både saltet og ørkenen med spejlingerne.

Man kan flyve med små maskiner fra Sal til Boa Vista, det tager godt en halv time, og det gør de fleste turister. Der er også færgeforbindelse mellem de to øer, ca. tre timer, men den er kendt for ofte at måtte indstilles på grund vejr- og især havforhold.

Boa Vista betyder god udsigt - og på øen der er udsigt til total afslapning, for her sker ikke meget ud over strand og daseliv.

Boa Vista er ca. tre gange større end Sal, men har kun en tredjedel indbyggere. Hovedbyen er en lille søvnig fiskery, Sal Rei, hvor man er midt i de lokales dagligdag. Her er små forretninger med souvenirs og restauranter, som blandt andet serverer grillet tunfisk - hvis fiskerne altså har fanget nogle den dag.

Syd for byen på øens vestkyst er hvide sandstrande så langt øjet rækker. Bag den er mindre hoteller, ikke mange, og i klitterne kan man finde en trendy strandbar eller to, som for eksempel Pérola d’Chaves på Praia de Chaves-stranden. Øens allerbedste strande er på sydkysten ved Sant Monica, hvor de store all-inclusive hoteller ligger.

Midt på øen ligger en stor vandreklit, Desersto de Viana, en enorm sandkasse med klitter så høje, at man har en flot udsigt over det meste af øen fra toppen og mulighed for en gevaldig kure-tur ned igen.

Selv om Cap Verde-øerne ligger otte gange tættere på Afrika end på Caribien, er det den kreolske stemning, der hersker på øerne. Smilene og afslappede livsstil, musikken, rytmerne og maden - og en kølig drink i baren.