logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Maldiverne er for vandhunde og badedyr

Af Søren Sorgenfri

Bare ved tanken om ’Maldiverne’, så har man mentalt pakket badetøjet, ikke sandt?

Forestillingen om de mange hvide strande, palmesus og turkisblå vand.

Kald det internettets magi men det er nok præcis den forestilling, som de fleste af os har om Maldiverne.

Og den stemmer. Der er øer og atoller med postkortstrande, luksushoteller på pæle og en feriedag akkompagneret af palmernes stille susen, men Maldiverne er så meget mere end det.

Spørgsmålet er så, om man egentlig har brug for mere på en sand drømmeferie, men hvis man har, så er der en buffet af muligheder.

Lige under havoverfladen venter det store eventyr. Maldiverne er kendt som et af verdens bedste steder at snorkle med snorkelsvømning i tindrende klart blåt vand med havskildpadder og farverige fisk til skue. Et smukt liv lige under havoverfladen med koraller som baggrund.

Og der kan man jo gå et par meter eller tre dybere. Maldiverne er en fremragende destination for dykkere. Kun få meter nede begynder eventyret og en maritim verden, der er et drømmesyn værdigt, åbenbarer sig. Derfor er Maldiverne et scoop for både erfarne og nybegyndere, men de helt grønne kan naturligvis også tage det første dykkerkursus hos en af ørigets operatører.

Der er et stor udbud af hoteller, resorts og bungalows på Maldiverne, hvor man trygt kan snorkle ud fra. Alternativt har øgruppen flere operatører, der tilbyder turpakker til spots med gode muligheder for at se havskildpadder alt efter niveau og sværhedsgrad med mulighed for at se rokker, små hajer og tropiske fisk i alle tænkelige farver.

Maldiverne er kendt som bryllupsrejsernes favoritdestination, men hvis tosomheden eller dasedagen skal have krydderi, så er fun tube helt sikkert sagen! En vandsportsaktivitet der også appellerer til familier med større børn på ferie.

Forstil dig en luftmadras, som man enten kan ligge på og holde fast i håndtag. Eller den er formet med sæder. ’Madrassen’ trækkes så efter en speedbåd, som man kender det fra vandski i højt tempo. Madrassen danser i rasende fart hen over vandoverfladen, hvilket er en hæsblæsende fed oplevelse rundt i ferieparadiset.

Parasailing er en betagende måde at se Maldiverne oppefra. Spændt fast i seledragt under en faldskærm og med en båd som trækkraft letter man. Turen varer som regel et kvarters tid.

Dygtige surfere rejser også til Maldiverne til de dele af øerne, hvor bølgerne indbyder til den slags hæsblæsende skumsprøjt. Det er dog ’terræn’ for erfarne surfere og ikke nybegyndere.

Vi kan derimod glæde os over de mange smukke strandområder, der er ideelle til SUP boards. Får man det først lært, så er det en fortryllende måde at navigere rundt med frit skue i det klare hav til det maritime liv og korallernes smukke farver.

Maldiverne. Foto. Levente Bodo Dreamstime.Com

Foto: Levente Bodo Dreamstime.com

De fleste resorts kan arrangere fisketure. Typisk går bådene ud en time før solnedgang, og efterhånden som solen går ned, så går fiskeret i gang. Det betyder også, at man får en storslået udsigt til øerne ved solnedgang. Så smuk at man næsten glemmer at kaste snøre ud. Fiskerne står for grejet. Du skal bare læne dig tilbage og nyde fiskeriet, hvor du er tæt på garanteret bid.

Stop nu med den action og aktivitet! Okay, okay. Til livsnyderne har Maldivernes resorts spa, massage, poolområder og anden wellness at fordrive dagen med. Indtil spisetid.

Restauranter og hotelkøkkener har især tropiske frugter og frisk fisk på menukortet – det kan ikke være anderledes på de breddegrader. Men turismen har naturligvis også sat sit aftryk her. Ikke mindst det japanske og italienske køkken omfavnes her, hvilket giver smagfuld god mening med den type let mad som selskab til det behagelige liv som badegæst og turist på Maldiverne.

Film: Martin Valigursky Dreamstime.com