logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

City Surprise: Porto er mere end portvin

Et kompakt centrum pakket med seværdigheder, restauranter, cafeer og shopping i verdensklasse samt masser af lokal atmosfære – og portvin – gør Porto til et oplagt rejsemål.

Af Henrik Lomholt Rasmussen

Far vild i en labyrint af snævre gader flankeret af bygninger fra middelalderen. Oplev lokal folklore på farverige markeder. Køb designertøj i tjekkede modebutikker og find uforglemmelige fund hos en marskandiser. Spis frisk fisk og skaldyr på restauranter i topklasse. Kryb op ad stejle gader i en 120 år gammel sporvogn. Og husk at nyde mindst et glas portvin eller to.

Det er bare nogen af de mange fristelser, som venter i Porto. Ud over at have lagt navn til Portugal er byen ved Douro-floden i landets nordlige del den næststørste efter hovedstaden Lissabon. Dertil kommer en lang og righoldig historie, der går tilbage til Romertiden, og en mangeårig status som en rig handelsby. Det giver en tårnhøj selvforståelse og stolthed, som rækker langt ud over Portos kompakte centrum. Her bor cirka en kvart million mennesker omgivet af alt fra katedraler og paladser til elegante cafeer og små, hyggelige spisesteder.

Porto

Foto: Dreamstime.com

Ideel størrelse

Portos overskuelige størrelse gør byen oplagt til en forlænget weekend – vel at mærke året rundt takket være et mildt klima med lune vintre og lange somre, hvor en frisk brise fra Atlanterhavet forebygger hedebølger.

Et godt udgangspunkt for en gåtur i Portos bykerne er det 76 meter høje tårn Torre dos Clérigos, fra hvis top man får det store overblik. Fortsæt til Avenida dos Aliados, hvor Portos statelige rådhus fra 1920 kappes med jævnaldrende bygninger om at have flest udsmykninger og krimskrams på facaden.

Når kakler bliver til kunst
For enden af Avenida dos Aliados finder man São Bento-banegården, der er et besøg værd, også selv om man ikke skal med toget. Stationens tårnhøje vægge prydes nemlig af kunstværker lavet af 20.000 azulejos – Portugals karakteristiske håndmalede blå, glaserede kakler – som blandt andet skildrer historiske slag og portugisisk dagligliv i de gode, gamle dage.

Mere kunst med kakler pryder murene på kirkerne Igreja do Carmo og Capela Santa Alma på shoppinggaden Rua Santa Catarina, der prydes af stilfulde bygninger. En af dem huser Café Majestic, som ofte kaldes verdens smukkeste café.

Overdådig udsmykning finder man også i Palácio da Bolsa, der engang husede Portos børs, i form af Salão Árabe (Arabersalen), hvis stuk er inspireret af maurisk kunst og belagt med 18 kilo bladguld.

Porto. Foto. Philippehalle Dreamstime.Com

Foto: Philippehalle Dreamstime.com

Besøg Harry Potters ’fødested’
I nærheden af børspaladset ligger boghandlen Livraria Lello, der åbnede i 1906. En facade med spir, krummelurer og malerier samt et indre udsmykket med bladguld og en glasmosaik i loftet får Lello til at ligne det, butikken er. En bøgernes katedral. Og efter sigende var det i Livraria Lello, at J. K. Rowling fandt inspiration til sine bøger om Harry Potter.

Boghandlen ligger på Rua das Carmelitas; en gade der sammen med Rua da Galeria de Paris og Rua do Cândido dos Reis forvandles til festabernes favorit om aftenen og ikke mindst natten. Når natteravnene folder vingerne sammen, åbner Mercado do Bolhão; et marked med alt godt fra både haven, marken og havet tilsat dynger af lokal atmosfære.

Far vild i snævre gyder
Lige i nærheden venter mere lokal stemning i det oldgamle Ribeira-kvarter. Her kan man let fortabe og forvilde sig i stejle gyder, gader og stræder. Flere af dem er så smalle, at genboer kan give hinanden hånden, når de stående på hver sin balkon får en sludder.

Og bliv ikke forundret, hvis det bliver nødvendigt at træde til side for en kvinde, der iført hvid kittel skubber en trækærre læsset med frisk fisk, mens hun råber ”Peixe! Peixe!” (Fisk! Fisk!) som salgsråb til kvarterets beboere. Traditionerne lever stærkt i Porto, hvor små butikker med skomagere, skræddere og syersker stadig er almindelige.

Porto. Foto. Freeprod Dreamstime.Com

Foto: Freeprod Dreamstime.com

Tid til portvin
Kirker er også et hyppigt syn i Porto, og katedralen Sé er det umuligt at overse. Den enorme helligdom fra 1100-tallet tårner sig op på et klippefremspring og byder på en fantastisk udsigt over byen. Få minutters gang fra Sé fører trappen Escadas do Codeçals 365 trin ned til den livlige Ribeira-plads ved Douro-floden. Er benene trætte, kan man tage turen ned med kabelbanen Funicular dos Guindais.

Ved kajen på Ribeira-pladsen ligger rabelos – sejlbåde af træ, der tidligere transporterede vin fra Douro-dalen til Porto – og inviterer til en sejlads. Hop ombord eller gå en tur på flodpromenaden og kryds floden Ponte Dom Luís 1. Den 86 meter høje stålbro fra 1886, der blev tegnet af en elev af Eiffeltårnets skaber, fører over til Vila Nova da Gaia. Bydelen er hjemsted for Portos portvinshuse, så hvad kan være mere oplagt end at slå sig ned på en café og bestille et glas portvin? Saúde – skål på portugisisk.

Bliv klogere på portvin
Man kan ikke besøge Porto uden at smage portvin. Og vil man blive klogere på Ruby, Tawny, Aged Tawny, Vintage og Late Bottled Vintage, kan man tage på en guidet tur hos Taylor’s, Graham’s, Burmester eller et andet af Portos mange portvinshuse. Undervisningslokalet vil være en gammel vinkælder udrustet med vintønder på op 10.000 liter. Nogle af dem har flere hundrede år på bagen. Tøndernes indhold får man smagsprøver på som afrunding på besøget.

Porto. Foto. Nataliia Shcherbyna Dreamstime.Com

Foto: Nataliia Schherbyna Dreamstime.com

Gigantisk bøfsandwich og indmad
Uden mad og drikke duer ferien ikke, og hvorfor ikke lade smagsløgene prøve kræfter med Portos specialiteter? Prøv tripas à moda de Porto – indmad tilberedt efter en lokal opskrift. De mindre vovemodige, men meget sultne, kan gå ombord i en francesinha, en gigantisk sandwich med en velvoksen bøf, skiver af skinke, chouriçopølse og ost serveret med ølsovs og pommes frites. Bom apetite!

Se fodbold i dragens hule
FC Porto ligger i evig strid med klubberne fra hovedstaden Lissabon, har vundet det portugisiske mesterskab i fodbold 26 gange og hyppigt deltager i Champions League. Os azuis e brancos (De blå-hvide) har hjemmebane på Estádio do Dragão, Dragens Stadion, hvor der er kog på stemningen blandt de fodboldgale portugisere.

Lækkert kælenavn
I folkemunde kaldes Portos indbyggere tripeiros, komave-spisere. Efter sigende fordi de i 1415 forsynede Henrik Søfareren og hans sømænd med alle byens reserver af kød til et sejrrigt erobringstogt i Nordmarokko og derpå levede af komaver og anden indmad.

Uden kaffe går Porto i stå
Der er altid tid til en kaffepause i Porto, hvor det vrimler med kaffebarer i alle afskygninger. Bed om ”uma bica” eller ”um cimbalino”, og en opkvikkende espresso bliver serveret. ”Um pingo” svarer til, hvad der på danske kaffebarer kaldes ved sit spanske navn cortado. En mildere variant med halv kaffe, halv mælk er ”um garoto”. Hvad danske kaffefans kender som en flat white, hedder ”uma meia de leite”, mens man skal bestille ”um galão” for at få en caffè latte.