logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Månedsrapport for Januar 2026

Januar 2026 Januar 2025 Pct. Ændring
Starter og landinger 2.675 2.856 -6,3 % -181
Kommerciel trafik 2.185 2.003 9,1 % 182
GA Trafik 282 653 -56,8 % -371
Lokal trafik 208 200 4 % 8
Passagerer 183.860 206.475 -11 % -22.615
Kommerciel trafik 183.498 206.098 -11 % -22.600
Ankommende 91.902 104.364 -11,9 % -12.462
Afgående 88.203 101.408 -13 % -13.205
Transit/transfer 3.393 326 940,8 % 3.067
GA trafik 362 367 -1,4 % -5
Lokal trafik 0 10 -100 % -10
Luftfragt i tons 7.202 6.318 14 % 884
Import 1.938 1.836 5,6 % 102
Eksport 5.264 4.482 17,4 % 782


Luftfragt åbner året stærkt i Billund Lufthavn


Luftfragten i Billund Lufthavn fik en god start på 2026. I januar steg mængden af fragt med 14 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Væksten gælder både eksport og import.

– Vi har indledt året stærkt, og det er vi tilfredse med. Det er dog for tidligt at sige, om væksten fortsætter de kommende måneder. For året forventer vi fortsat samlet set fragtmængder på niveau med 2025, som var et af vores bedste år, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

I alt blev der fragtet 7.202 tons gods i januar, hvilket svarer til en stigning på 14 procent i forhold til januar 2025.


80 mio. kr. investering i fremtidens luftfragt
Billund Lufthavn fortsætter udviklingen af fragtområdet. I januar blev det offentliggjort, at lufthavnen og HT Transport investerer 80 mio. kr. i et nyt anlæg til luftfragt. Anlægget kommer blandt andet til at rumme en cross-docking-terminal, som skal gøre håndteringen af fragt mere effektiv.

– Investeringen er et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af fragten i Billund Lufthavn. Cross-docking-terminalen skal bidrage til øget kapacitet, bedre flow og større fleksibilitet. Udvidelse er et vigtigt skridt i vores rolle som kritisk infrastruktur, siger Jan Hessellund.


Billund Lufthavn møder de rejsende på Ferie for Alle
Billund Lufthavn deltager igen i år på feriemessen Ferie for Alle i MCH Messecenter Herning fra den 20-22. februar. På Billund Lufthavns stand kan de besøgende møde flere af lufthavnens flyselskaber, blandt andet Norwegian, airBaltic, Atlantic Airways, Icelandair, LOT, SAS, Turkish Airlines og Air Greenland.

– Ferie for Alle er en vigtig begivenhed for os. Her møder vi de rejsende ansigt til ansigt. På standen kan man høre om nye ruter, få inspiration til rejsen og stille spørgsmål om mulighederne fra Billund, siger Jan Hessellund.

På messen er der også mulighed for at deltage i konkurrencer og gøre en god handel i Taxfree med særlige messetilbud.


Vinterberedskab sikrede stabil drift
Januar bød på en af vinterens koldeste morgener i Billund. De lave temperaturer gav ekstra travlhed hos både de-icing-faciliteterne og snerydningen, hvor beredskabet arbejdede for at holde driften stabil og sikker.

– Januar viste endnu en gang, hvor vigtigt vinterberedskabet er. Det er afgørende for, at vi kan afvikle trafikken som planlagt og samtidig give de rejsende en god oplevelse, siger Jan Hessellund.


Solrejser og ski var populære i januar
Med direkte ruter fra Billund til blandt andet De Kanariske Øer og Kap Verde havde mange rejsende mulighed for at komme væk fra vinterkulden. I januar var De Kanariske Øer blandt de mest populære charterdestinationer – og Las Palmas var den mest populære.

Samtidig var skisæsonen i fuld gang. Her kunne rejsende flyve direkte til blandt andet St. Gallen, Lyon, Innsbruck og Salzburg. Salzburg var den mest populære skicharterrute i januar.

I alt rejste 183.860 passagerer gennem Billund Lufthavn i januar. Det er 11 procent færre end samme måned sidste år.


Billund, den 2. februar 2026
Jan Hessellund