logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Månedsrapport for December 2025

December 2025 December 2024 Pct. Ændring
Starter og landinger 2.806 2.614 7,3 % 192
Kommerciel trafik 2.178 2.031 7,2 % 147
GA Trafik 278 526 -47,1 % -248
Lokal trafik 350 57 514 % 293
Passagerer 189.477 222.635 -14,9 % -33.158
Kommerciel trafik 188.970 222.236 -15 % -33.266
Ankommende 89.173 107.564 -17,1 % -18.391
Afgående 97.129 114.436 -15,1 % -17.307
Transit/transfer 2.668 236 1030,5 % 2.432
GA trafik 506 373 35,7 % 133
Lokal trafik 1 26 -96,2 % -25
Luftfragt i tons 6.422 6.683 -3,9 % -261
Import 2.148 1.958 9,7 % 190
Eksport 4.274 4.725 -9,5 % -451

Månedsrapport for Januar-December 2025

januar- December 2025 januar- December 2024 Pct. Ændring
Starter og landinger 42.358 46.664 -9,2 % -4.306
Kommerciel trafik 30.861 34.220 -9,8 % -3.359
GA Trafik 7.213 8.423 -14,4 % -1.210
Lokal trafik 4.284 4.021 6,5 % 263
Passagerer 3.058.981 3.898.523 -21,5 % -839.542
Kommerciel trafik 3.051.402 3.892.060 -21,6 % -840.658
Ankommende 1.523.514 1.940.456 -21,5 % -416.942
Afgående 1.512.922 1.937.478 -21,9 % -424.556
Transit/transfer 14.966 14.126 5,9 % 840
GA trafik 7.514 6.076 23,7 % 1.438
Lokal trafik 65 387 -83,2 % -322
Luftfragt i tons 81.348 89.589 -9,2 % -8.241
Import 25.556 27.552 -7,2 % -1.996
Eksport 55.792 62.037 -10,1 % -6.245

 

Nyt millionbyggeri styrker luftfragten i Billund Lufthavn


80 mio. kr. til ny cargo-terminal: Billund Lufthavn og HT Transport udvider kapaciteten. Byggeriet går i gang i foråret 2026 og styrker lufthavnens position som et af Nordeuropas største centre for luftfragt.

Billund Lufthavn og HT Transport investerer 80 mio. kr. i et nyt anlæg til luftfragt og logistik i Billund. Byggeriet starter i foråret 2026 og omfatter blandt andet en cross-docking-terminal, langgodshal, sikret lager og nye administrationsfaciliteter. Anlægget opføres i forlængelse af de eksisterende fragtbygninger i Billund Lufthavn og vil danne rammen for HT Transports fremtidige base i Billund.

– Vi har haft endnu et stærkt år for luftfragt med mængder på niveau med rekordåret 2024. De nye faciliteter understreger vores rolle som en af Nordeuropas vigtigste porte for luftfragt, og vi forventer, at de forstærker vores position yderligere i 2026. Samtidig udbygger og forbedrer vi vores faciliteter til pharma-produkter. Det er vigtigt, fordi to tredjedele af vores samlede fragtmængde er eksport, siger Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.

 

Tangering af rekordår

Siden 2019 er fragtmængderne steget med godt 20 procent i Billund Lufthavn. Dermed tegner Billund Lufthavn sig for godt 20 procent af Danmarks samlede luftfragt.

I december 2025 blev der fragtet 6.422 tons luftfragt, og for hele 2025 blev det til 81.704 tons.

 

Et markant anderledes år

2025 blev året, hvor Ryanair lukkede sin base i Billund Lufthavn og stoppede flyvningerne med udgangen af marts. Selskabet pegede på den nye danske passagerafgift som en væsentlig årsag. Det satte tydelige spor i passagertrafikken.

– 2025 blev et anderledes år. Markant anderledes. Vi stod til at miste omkring en tredjedel af vores samlede antal passagerer fordelt på 25 ruter, da Ryanair forlod os i marts. Det skabte turbulens, ikke kun i lufthavnen, men i hele vores optageområde. Hoteller, turistattraktioner, erhvervsliv og rejsende fra nord, syd, øst og vest blev påvirket, fortæller Jan Hessellund.

 

Perspektiver for 2026

Billund Lufthavn går ind i 2026 med et mål om at genvinde en stor del af den trafik, der gik tabt i 2025. Norwegians markante kapacitetsløft spiller en central rolle. Selskabet har annonceret 10 nye ruter fra Billund med åbning i foråret 2026 – en betydelig udvidelse af antallet af direkte destinationer.

– Vi forventer at have hentet omkring 800.000 af de cirka 1,3 millioner tabte passagerer tilbage ved udgangen af 2026. Dermed lander vi formentlig på en vækst mellem 5 og 10 procent i passagertallet i 2026 sammenlignet med 2025. De nye ruter vil samtidig løfte aktiviteten i hoteller, oplevelser og attraktioner i vores opland og styrke Billund som rejseknudepunkt for både ferie- og erhvervsrejsende, siger Jan Hessellund.

I december 2025 rejste 189.477 passagerer gennem Billund Lufthavn. I hele 2025 var tallet 3.058.981 passagerer. Det er et fald på 22 procent i forhold til 2024.

Netværksselskaber som KLM, Air France og Lufthansa voksede med 11 procent i 2025 sammenlignet med 2024, mens de øvrige flyselskaber voksede med 34 procent i samme periode fraregnet Ryanair. Sidstnævnte blandt andet fordi Norwegian og Wizz Air har tilføjet flere ruter og øget kapaciteten.

- Flyene har været pænt fyldte hele året med en gennemsnitlig belægningsprocent lige under 80. De største selskaber i Billund Lufthavn i 2025 var KLM, Lufthansa, SAS, Norwegian, Wizz Air og Air France. Mere end hver tredje passager i Billund Lufthavn er erhvervsrejsende – samme høje niveau som i 2024. Det understreger styrken i dette Vestdanske marked og det fortsatte potentiale vi har for at udvikle Billund Lufthavn, siger Jan Hessellund.


Billund, den 2. januar 2026
Jan Hessellund